Tabu? Nej tak!

Hej blog!

 

Der har været lidt ufrivillig stilhed herinde den sidste måneds tid. Det skyldes en masse forskellige ting, men mest af alt skyldes det at jeg har været sygemeldt. Jeg har været sygemeldt i lidt over en måned nu fordi jeg har oplevet nogle ting, der i lang tid har plaget mig og for nyligt blev alt alt for meget for mig.

Jeg har skrevet lidt om de forskellige ting herinde tidligere, men er nu kommet så langt i det her forløb at det er tydelig for mig at en del af det af blive rask igen er at få lov til at sige (eller i mit tilfælde, skrive her til dem der kigger med) de her ting højt. Faktisk har jeg lyst til at råbe dem ud så hele verden hører det!

Men det er svært. Det er så svært at indrømme ting der er så enormt skamfulde. I mange år har jeg skammet mig så inderligt til ingen verdens nytte-  og fuldstændig uden grund!

Det er IKKE min skyld!

Det er ikke min skyld jeg er blevet slået på og det er heller ikke min skyld at to fremmede finder på at true mig og mine kollegaer med en pistol og trænge mig op i en krog! Hvad har jeg at skamme mig over? Jeg har ikke valgt at de her ting skulle ske, jeg har ikke bragt mig selv i den situation men har derimod klaret mig igennem på trods af alt det. Det er på tide jeg bliver okay med alt det her og lærer at det ikke er noget jeg skal gå og bære rundt på. Det skal ud.

Alle de her ting har resulteret i at jeg nu har problemer med at forlade min lejlighed. Jeg kan ikke holde ud at være steder med mange mennesker pga. angsten for hvad de vil gøre mig. – Når nu alle de andre ting er sket for mig, hvad bliver så det næste? Jeg er ekstremt bange for mørke, selv mørke rum i lejligheden, som jeg kender ud og ind, er for meget. Jeg er så træt hele tiden, jeg kan ikke huske fra næste til mund, mit overskud er forsvundet og min koncentrationsevne er stort set ikke eksisterende. Det er frustrerende og udover angsten er det følelsen af konstant at være trist eller ked af det der tynger mig. Det er hårdt, men det skal være hårdt før det bliver godt. Det heldige for mig er at jeg får en masse hjælp fra nogle dejlige mennsker og jeg begynder så småt at se lyset for enden af tunnelen. Jeg ved det kommer til at tage noget tid og at jeg skal lære at slappe af og leve med de her ting inden jeg for alvor er klar til at vende helt tilbage til hverdagen.

Det her skal bare ikke styre mit liv. Fordi nogen har bestemt at det er tabubelagt, de ting der er sket og de ting der følger med det, så skal det ikke styre mig. Min drøm er at jeg på et tidspunkt er så okay med alle de her ting at jeg kan bruge det til at hjælpe andre der står i samme situation som jeg har været i. Det her er første skridt på vejen.

Dette indlæg er skrevet i starten af December måned 2014