Træt af at være stærk

Jeg havde lovet mig selv at min blog, min baby, mit fristed og min hygge beskæftigelse skulle være fri for negative indlæg. Men- og der kommer altid et men. Måske er det alligevel tid til at lukke op for det, der gemmer sig bag facaden. Bag de kønne opstillede og redigerede billeder. Det er tid til at droppe filteret og vise mit sande ansigt #RiseogValenciaKanFuckeHeltAf

De fleste af os kan skrive en hel liste over mere eller mindre ubehagelige ting vi har oplevet gennem livet. Der er jeg slet ikke anderledes fra andre.

Jeg er fra et hjem med en alkoholisk “far” der pga. sin sygdom var voldelig overfor både jeg og min mor. Heldigvis blev de skilt tidligt i mit liv og det hele begyndte så småt at se lysere ud. Jeg vil undgå at gå i detaljer omkring de episoder fra den tid som jeg stadig husker tydeligt. De sidder fast i min hukommelse og jeg tror aldrig jeg slipper af med dem. Jeg vokser op med min mor (som uden tvivl er min helt store helt – ingen i verden kan toppe det hun har gjort!) og mine to mindre søskende, vi har ikke meget at gøre med, men vi har det godt og vi har hinanden. Jeg snakker ikke med nogen om de ting jeg har oplevet og gør hvad jeg kan for at vise min mor at jeg ikke har taget det mindste skade. Jeg er så bange for at min mor vil give sig selv skylden for noget at det, at jeg plastrer et smil i fjæset og bruger min energi på at hjælpe hende så godt jeg kan med de to små.

Da jeg kommer i 10. klasse begynder noget ubehageligt at ulme under overfladen. Jeg bliver ked af det flere dage i træk, uden grund og føler mig syg og uoplagt. Jeg opsøger selvfølgelig min egen læge som nok mener at jeg bare er en sløv teenager. Han vælger dog at sende mig videre til roskilde hospital for ynderligere prøver som viser lige præcis ingen ting over hovedet. Nå.

Den følelse oplever jeg over en periode hvert år efter det. Jeg forsøger at slå det hen og kæmpe imod det. Lægen siger jo at jeg ikke fejler noget – og jeg skal ikke vide mig klogere end min egen læge.

Ca. to år senere er jeg indvolveret i et minde biluheld hvor vi (min mor, jeg og min søster) bliver påkørt bagfra og bilen bliver erklæret totalskadet. På skadestuen klarer jeg igen frisag og lægen mener at jeg er 100% rask både psykisk og fysisk. Jeg bruger al min energi på at vise min mor at jeg er ok og på at være der for min noget mere rystede søster. Uheldet sætter sig spor i mine tanker, men der skete mig ikke noget og jeg må igen videre i livet. Jeg lægger det hele bag mig og snakker sjældent om det igen.

Nu er det snart et år siden, at den nok værste oplevelse jeg har haft fandt sted. Et væbnet røveri i den butik hvor jeg arbejder. Det var voldsomt, men jeg havde igen travlt med at vise de andre hvor fint jeg havde det og drage omsorg for de andre der tog oplevelsen meget hårdere end jeg selv gjorde. Jeg fik at vide at jeg nok skulle snakke med en psykolog  og selvom jeg ikke synes jeg havde brug for det, tog jeg imod tilbuddet for en sikkerheds skyld. Igen bliver jeg fortalt at jeg er good to go og ikke “fejler” det mindste. Tilbage til arbejdet med dig.

Jeg tog ikke en eneste fridag og stod klar på min arbejdsplads dagen efter klar til åbning. Jeg tog mig ikke af mig selv. Jeg havde travlt med at være okay.

Dette indlæg, som jeg i skrivende stund ikke engang ved om bliver udgivet, handler ikke om at score medlidenhed eller få opbakning. Det handler om måske at ramme, bare én enkelt person der gør som jeg selv gjorde. Det er nemlig okay at være okay efter sådan nogle ting er sket og man skal ikke have dårlig samvittighed over at være okay når de andre er kede af det. MEN man skal være klar over at når du har gået rundt i flere år og været “okay” så kommer der et tidspunkt hvor hele den “okay” facade falder sammen som et korthus. Det er så ubeskrivelig skrøbeligt og der står ikke et eneste kort tilbage. Fuck.

Jeg er så skide træt af at være “okay” for det er noget lort når man ikke er okay. De ting der er sket gennem mit liv de plager mig dag og nat og i nogle perioder mere end andre. Det har de gjort hele tiden, men det er først nu hvor jeg tillader mig selv at se det at det går op for mig hvorfor jeg slet ikke er okay.

Jeg har forfærdelige mareridt hvor der sker de mest makabre og ulækre ting med personer jeg elsker. Hvor jeg selv er indespærret eller tvunget til at se på folk lider uden at kunne hjælpe. Jeg føler mig sårbar og udsat når jeg er uden for mit hjem, eller hvis jeg skal sove alene. Det værste er at jeg har mistet troen på det gode i de helt almindelig mennesker jeg tilfældigt møder på gaden, eller på arbejdet. Jeg mistænker dem lynhurtigt for at ville gøre mig ondt og går nemt i panik indvendigt. Jeg synes selv jeg er god til at skjule det. Hvilket faktisk er en super dårlig egenskab! Jeg har gået med alt dette for længe nu og jeg er så træt af det hele.

Jeg har lyst til at tage en dyb indånding og lade alle de dårlige ting ryge med ud og aldrig, aldrig vende tilbage til min krop. Hvis du er lige som mig og mener det er meget vigtigere at tage sig af alle andre end en selv, så skal du bare vide at man ikke er i stand til at tage sig af nogen som helst hvis man ikke selv er okay. Man skal lytte til sig selv – jeg skulle have lyttet noget før. Jeg skulle have taget mig af mig selv inden jeg kom hertil.